Alle indlæg af Sune Hansen

Skakundervisning og træning

Gratis skaktræning i Rokaden – første gang tirsdag den  12. september 2017

Hvornår:  12/9,  19/9, 26/9, 3/10, 10/10, 24/10, 7/11, 14/11, 28/11 og 5/12. I alt 10 gange, men du behøver ikke deltage hver eneste gang.

Tidspunkt: kl. 19:00-21:00. Træning og spil

Hvor: Kulturhuset, 2. sal, lokale 4

Hvem: Skaktræningen er for alle.

Trænerne Claus Andersen og Leo Starup fra Skakklubben Rokaden står for at tilpasse undervisningen efter deltagernes niveau.

Tilmelding/kontakt: Claus Andersen, tlf: 61607994 eller tlf: 86437994, macfreak@vip.cybercity.dk

Billedet er fra en skakturnering i Danmark. Fotograf: Thomas Vestergaard

Skak i sommerlandet

De fleste af klubbens medlemmer lægger skakken på hylden i sommervarmen, men enkelte fortsætter spillet hen over sommeren. Således spiller Leo Starup Xtracon Open i Helsingør – Danmarks største og stærkeste skakturnering med mange spændende udenlandske navne, Claus Rossen spiller Horsens Lang Weekend og Tage Toma og Finn Jensen muntrer sig lokalt i Syddjurs Sommer EMT. Endelig drager Claus Andersen til Dortmund for at spille Sparkassen Chess Meeting og samtidig se på stormesterskak fra Kramnik og Vachier- Lagrave.

Jan Mortensen død

Et af klubbens mangeårige medlemmer, Jan Mortensen er død søndag den 11. juni, 72 år gammel. Jan Mortensen var tidligere aktiv formand i Tårnet, men har i en del år lagt skakken på hylden og koncentreret sig om sin skomagerforretning, JAMO på Hobrovej.I forretningen solgte Jan Mortensen tillige pokaler og medaljer, hvilket klubben har nydt godt af gennem årene. Æret være Jan Mortensens minde. Bisættelsen finde sted lørdag den 17. juni i kapellet ved Nordre Kirkegård kl. 11.30.

Rossen Randersmester

Med en “finalesejr” over Benny Grønhøj fra Aars/Nibe Skakklub i sidste runde af Randersmesterskabet sikrede Claus Rossen Viborg sig 1. pladsen i Mesterklassen. 4,5 point blev det til foran netop Benny Grønhøj, der sluttede på 3,5 point på lige med Dennis Hemdorff, Nordre i Aarhus.

Basis 1 blev vundet af Allan Toftegaard Christensen, Randers skakklub foran Kristian Siegler, Rokaden. begge sluttede på 4 point.

Basis 2 blev vundet af den blot 11 årige Ture Jungberg Nielsen fra Aalborg. Ture scorede maksimum 5 point foran Gunnar Bach og Leo Starup, Rokaden, der begge fik 3,5 point.

I Basis 3 var spillerne ganske jævnbyrdige, og 3,5 point var nok til at sikre Steffen Krenk, Rokaden førstepladsen foran Finn Jensen, Grenaa, der ligeledes fik 3,5 point.

I den særlige juniorgruppe var Patrick Grønhøj, Aars/Nibe Skakklub suveræn med 5 point foran Trine Sortberg, Vestervangsskolen, Randers på 3 point. 3 point fik også Karen Sommer Bach, Rokaden.