Beskeden sejr i favoritopgør – 2. holdet overraskede

Af Kaspar Dreiberg

Klubbens førstehold fik al den hjælp de kunne bede om, da klubbens andet hold vandt kampen mod VRS 1 med 5-3! Så skulle den succes blot følges op, med den på papiret forventende storsejr mod SK1968 4. Der var ingen afbud til holdkampen, vi stillede vi op i stærkeste opstilling.

Med en gennemsnitsalder på 19 år er SK1968 4 et fremtidens hold, og man må tilstå, at de gjorde det rigtig flot mod de noget mere rutinerede fra Randers, hvor gennemsnitsalderen er på 57 år.

Første parti, der var færdigt, var bræt 7, hvor Jan stille og roligt fik en rigtig god stilling. Modstanderen tilbød remis i en stilling, der rent materielt var helt lige – men sort havde alt spil, og Jan vandt sikkert uden de helt store armbevægelser.

Herefter var der mange partier, der stadig var i balance, og hvor ingen rigtig kunne sige, at de stod til gevinst. Èn undtagelse var dog i Kristians parti, hvor han lige pludselig smed en officer helt uden nogen form for kompensation. Det var en streg i regningen, men som så ofte før – så smøger Kristian ærmerne op, og kæmper alt hvad han kan. Nogle gange giver det pote, og det gjorde de den aften.
Han fik kæmpet sig tilbage, og fik med hiv og sving hevet en remis hjem. Fuld ære og respekt for at kæmpe, og gøre alt for at vinde – Kristian er og bliver en fantastisk holdspiller!

Arne fik med sort både løberparret og en mere sikker kongestilling. Men da hvid rokerede langt fik hans bønder på kongefløjen pludselig frit spil. Dronningerne blev byttet af, og dermed blev hvids usikre kongestilling ikke rigtig sat på prøve. Med mere tid på uret og en sundere stilling, kunne man godt stille er par spørgsmål til den hvide stilling, inden man tog remis!?

Svend Åge fik ikke meget ud af sin åbning mod en velspillende ung mand. Bønderne på de samme felter og ens farvede løbere er ikke nemt at konvertere til en gevinst. Når man møder spillere med langt lavere rating end én selv, er den store målsætning – stil vedkommende overfor flere svære valg! Dvs. der skal være flere træk, som ser gode ud hver gang. På ét eller andet tidspunkt, vil der komme sprækker i form af mindre taktiske fejl. Stillingen skal ikke være låst, så afbytning af de lette officerer kan med fordel undgås.
Remis blev taget i en helt lige og låst stilling.

Michael sad med de sorte brikker og kiggede på en form for London system, hvor han faktisk ikke have et bondefremstød som sort, der kunne give nogen fordel. Han brugte noget tid, men besluttede sig for at gå efter den hvide konge. Den hvide stilling var solid og med større tålmodighed, var den helt lige. Der skal lyde stor ros herfra, for at forsøge at presse stillingen til det yderste for at slå sprækker i den hvide stilling. Pludselig bliver hvid for skødesløs og spiller måske endda lidt a tempo og laver en kæmpe fejl, og Michael ser det med det samme. Joshua opgav meget hurtigt efter den fejl. der kostede to bønder, og en total tabt stilling.

Steen Juul var også oppe mod en særdeles grundig og velspillende ung mand. Om det var en forberedelse Steen kom ind i, skal jeg lade være usagt. Men han spillede mange af trækkene a tempo! Dog var fordelen det meste af tiden med hvid, som fik løberparret og en dårligere sort bondestruktur. Der skulle spilles præcist for at vinde, men pga. tidnøden tror jeg Steen valgte at tilbyde remis.

Oluf fik en anderledes passiv hvid opstilling, hvor temaet ”manglende udvikling” blev altafgørende. Sort havde ikke noget overhovedet før Oluf spille a4?? Det kostede stortset hele butikken, da han blev låst helt ned med en sort garderet fribonde på e3!
Dog kæmpede Oluf forbilledligt videre, og det kunne have været et total kollaps, da først Oluf overså en dronning i slag. Få træk efter var det hans egen dronning der var i slag, dog uden den blev slået!?
Et meget rodet, men yderst ”trælst” nederlag var dog en kendsgerning, efter Oluf længe havde spillet med løber mod tårn.
Sort havde dog svært ved at finde den vindende fortsættelse, men fandt den efter mange træk!

Aage spillede 1. e4, c5 2. d4 og fik en dejlig stilling, hvor sort ikke var over 6. række igen før i træk 16! Og trækket 16., Sa5 var en stor fejl, og hvid var i total kontrol i de næste mange træk. Stod og kiggede på stillingen efter sort havde spillet 27.,Le5?? Jan stod også og kiggede på partiet, og da jeg gik forbi ham for at hente en kop kaffe hviskede jeg: ”tror Aage ofrer sin dronning”! Desværre gav han officeren tilbage med 28. b5. Havde han valgt at give sin dronning med 28. Dxc8!, havde partiet været ovre. Hvid ville have haft et tårn, 2 løbere og 2 fribønder for én dronning. Han kunne have valgt at beholde sit tårn, men så havde hvid også haft et ekstra tårn og faktisk have endnu lettere spil, som stillingen var.
Det blev et ulige farvet løber- og tårnslutspil, som sort desværre holdt remis. Ærgerligt pointtab, men super godt kæmpet af den unge Hr. Mandrup.

Det samlede resultat blev altså en 4½-3½ sejr, som sagtens kunne have været mindre eller større. Med en forventet score på hele 7,09 kan man vidst roligt sige, at SK1968 spillede langt over evne J

Næste runde venter der en noget sværere opgave, da Randers 1 hjemme tager i mod VRS 1. Randers 2 skal en tur til Syddjurs, hvor de meget gerne igen skal hente så mange point som muligt.